Alicante og Costa Blanca

Benacantil bjerget
La Montaña Benacantil er beliggende midt i Alicante, lige ned til strandpromenaden og lystbådehavnen.

På toppen af bjerget ligger Santa Barbara slottet, som er et af Spaniens ældste slotte.

Er man i Alicante, er bjerget helt klart en oplevelse, man ikke må snyde sig selv for. En elevator fører dig op til toppen af bjerget, og herfra er der en fantastisk udsigt ud over hele Alicante by og omegn og et spektakulært view ud over Middelhavet.


Spanske festdage
I de forskellige spanske regioner afholder man forskellige festlige højtider.

F.eks. i Santa Cruz området i Alicante fejres hvert år Cruces de Mayo (Maj kors), hvor man kan opleve en utrolig smukt udsmykket bydel og den sande spanske sjæl i Alicante. Her samles spaniere, unge som gamle, og fejrer denne højtid med flotte blomsterudsmykkede kors, flag og telte overalt i gaderne, hvor der spises, drikkes og festes dagen lang .


Terra Mítica
Under en halv times kørsel fra lejligheden i Gran Alacant ligger forlystelsesparken Terra Mítica, ved byen Benidorm.

Parken byder på mange forlystelser for både store og små, og her er rigeligt med aktiviteter til, at man bør afsætte en hel dag til et besøg i parken.

I højsæsonen kan man ofte få rabatkuponer til parken på McDonald's, ved køb af sodavand i supermarkedet eller i foldere i lufthavnen, så husk at holde øje med dette.


Guadalest
Guadalest er en lille by, der ligger ca. 70 km. nordvest for Alicante.

Byen er bygget i det 12. århundrede og ligger i en stor dal omgivet af bjerge. Her kan man nyde den fantastiske udsigt udover dalen samt besøge de mange forskellige slotte og museer. Stedet er den 3. største attraktion i Spanien.



Den gamle bydel
Alicante's gamle bydel er helt klart et besøg værd - området emmer af sjæl, spansk kultur og traditioner. Her kommer man tæt på de lokale og oplever, hvordan de lever.
Et godt indslag i ferien, hvis man trænger til en pause fra solbadningen.




Citrusfrugter
Costa Blanca kysten er kendt for sine mange citrusfrugter, og på færden rundt i regionen ser man overalt masser af citron-, lime- og appelsintræer. 
Mange steder dyrkes frugttræerne oven i købet i forhaverne hos de fastboende i området.




Saltsøerne
Ca. 20 km. syd for Alicante (på N332 mellem Santa Pola og Torrevieja) ligger flere saltsøer, hvor der produceres store mængder salt. 
Pga. den meget jodholdige luft, som områdets store saltsøer genererer, er området udnævnt til ét af de tre sundeste områder i verden at leve. Har man problemer med hoste, ledsmerter, lunger m.m., er det et fantastisk sted at opholde sig, og mange mærker en forskel efter få dage.

Som en ekstra bonus kan man ofte være heldig at opleve store flokke af flamingoer, når man kører forbi saltsøerne - et smukt syn.



La Explanada de España
Langs den smukke lystbådehavn i centrum af Alicante kan I gå en aftentur hen ad den flotte promenade, hvor der altid er liv og glade dage.
Både om dagen og om aftenen er her masser af mennesker, kunstnere, der udstiller deres værker, gøglere, der underholder, boder, der sælger alverdens ting og sager - mest hyggeligt er der dog helt klart om aftenen.



Fuentes del Algar
Ca. 15 km. fra Benidorm, nord for Alicante, ligger et lille stykke paradis. Her er masser af vandfald og et bassin med iskoldt og friskt vand fra bjergene, der er skønt at dyppe sig i på én af Spaniens mange varme solskinsdage.

Det kan være en god idé at medbringe badesko, da klipperne omkring vandfaldet er meget glatte.



Cuevas de Canalobre
Midt imellem Alicante og Benidorm i nordlig retning ligger en fantastisk flot drypstenshule. Rundturen i hulen varer 40 min. og foregår med guide, der bl.a. fortæller om, hvordan man brugte hulen under spanske borgerkrig til at bygge flymotorer og viser, hvordan flere af formationerne (med lidt fantasi) ligner kirken "La Sagrada Familia" i Barcelona, Jomfru Maria med Jesus m.m.
Turen er rigtig fin både på overskyet dag og på en solbeskinnet dag, da der altid er 17 grader i hulen året rundt.

CV-776, Busot (Alicante)



Diskotekscenter på Alicante lystbådehavn
I forbindelse med Alicante's fantastisk smukke lystbådehavn ligger et større udendørs diskotekscenter med casino, salsabarer, karaokebarer og hyggelige café'er. Så er man i festhumør, er der rig mulighed for at slå sig løs her, eller bare få en enkelt drink og have en hyggelig aften.
Centret inkluderer også en Coyote Ugly bar, som lægger op til en god drink, masser af god musik og festlig stemning.



Plaza Mar 2
Inde i Alicante finder man flere store indkøbscentre.
Vores favorit er Plaza Mar 2, der ligger oppe på en bjergskråning med smuk udsigt ud over havet.
Her er alt, hvad hjertet begærer af butikker, bl.a. Adidas, H&M, Zara, Foot Locker og mange flere.
Her er desuden en hel etage med restauranter, hvor manden evt. kan parkeres, når han er kørt træt i shopping ;o)

Calle de Obispo Victorio Oliver Domingo, Alicante



San Vicente Outlet Park Alicante
I udkanten af Alicante ligger et putlet shoppingcenter med butikker som Camper, Nike, Puma, Desigual, Corte Inglés, Levi's m. fl., som bestemt er et besøg værd.

Carretera Alicante 94
03690 San Vicente del Raspeig (Alicante)







MundoMar
I Benidorm nord for ligger flere forlystelses-, dyre- og vandparker. 
Lige ved siden af hinanden ligger dyreparken MundoMar og vandparken AquaMar. Der er mulighed for at købe en kombineret billet og dermed opleve begge parker.
I MundoMar kan man opleve delfiner, pingviner, flamingoer, papegøjer og mange flere dyr.
Tip! Ved ankomst til Alicante lufthavn er der altid foldere fra de forskellige parker med fine rabatkuponer i.